Prædiken pinsedag ved Rasmus Jensen

Pinsedag. Trængstrup Frimenighedskirke, søndag 23. maj 2021


Det er et privilegium at kende hinanden så godt, at man ikke behøver at skulle sige noget hele tiden. Da er kommunikationen ikke fraværende, som man kan foranlediges til at tro, men ganske enkelt ordløs. Det er et privilegium at kunne have det sådan. Da er det ånden, der binder os sammen og skaber kommunikationen.

Når kriser imidlertid rammer os – og det kan være kriser af så mange slags: Sygdom, skilsmisse, coronakrise, pengekrise, klimakrise og emigrationskriser, så er det nødvendigt fortsat at kommunikere. Hvad end det er med eller uden ord.

Og i kriserne kan det undertiden vise sig ikke at være noget privilegium, hvis man har mistet sproget. Ikke altid, men det kan være en hemsko, hvis man er vant til ikke at behøve at forklare, og hvis situationen så pludselig kalder på særlige svar. Da hjælper det så selvfølgelig at være sammen, tæt sammen, mødes. Men det er jo ikke altid muligt, ved skilsmisser, dødsfald og coronakriser, fx.

Men kommunikation er vigtig. Og ordløs kommunikation er krævende, og hvis man bliver for vant til den ordløse og pludselig mangler sprog, så er den ikke nødvendigvis længere et privilegium. Da må man nogen gange bede om hjælp. Og her begynder dagens evangelium med løftet om en talsmand, en ånd der giver os sprog, når vi mindst venter det.

Jesus taler om Helligåndens komme, parakleten, advokaten eller talsmanden, som den hedder hos Johannes, og han siger bl.a. at den vil komme og lære disciplene alt og minde dem om alt, hvad Jesus har lært dem.

Og i stedet for at sige dem, kan vi sige os: Helligånden skal komme for at hjælpe os glemsomme, når vi taber tråden eller sproget eller mister orienteringsevnen.

Ånden giver sprog og retning og forbinder os med hinanden og med Gud.

Det gør den på mange måder. Ånden blæser, hvorhen den vil, som der står.

Og for nu at tage et eksempel – på en livskrise, som Danmark for fornylig er blevet kendt for, så lad os for et øjeblik vende blikket mod den internationale filmscene og filmen Druk.

Og netop den film presser sig på her i pinsen med sine temaer om fællesskab, spiritus og taleevner.

  1. Fællesskab, fordi det er dét, ånden skaber.
  2. Taleevner, fordi druk forpurrer det rene sprog og giver ”psykoretoriske følgevirkninger”, som det hedder i filmen, når de snøvler.
  3. Og spiritus, som i sagens natur er et centralt emne i filmen, idet det spiller på den flertydighed, at det latinske ord spiritus både betyder alkohol og ånd.

Filmen begynder med en 40-års fødselsdag på en fin restaurant. Her sidder 4 venner, der også er lærerkolleger på det samme gymnasium. Fødselsdagsmiddagen er næsten en kliche på 40-årrige mænd, som er kommet til penge, men som mangler lejligheder til at få dem brugt. Denne aften skal de have et finere måltid mad med dertilhørende dyre og velsmagende vine.

En af mændene, vores hovedperson, takker nej til vinene, fordi han skal køre hjem. ”Danskvand uden citrus til mig.” Så kan det ikke blive mere kedeligt. Han har sat sig fast i den ”fornuftige” rille og har med al tydelighed mistet kontakten med livet, mistet sansen for det væsentlige, fordi han tror, det er vigtigere, at det ikke bliver sent, end at være sammen med vennerne. Så han takker nej til alkohol. I første omgang.

Men under middagen lægger gruppepresset fra de andre sig så tungt på ham, at han alligevel går med på den og drikker. Og det er, her, filmen bliver en pinsefilm. For det er, som om han fyldes af ånd!

Det er som en nadverscene, hvor der pludselig bliver etableret kontakt – ligesom i nadveren – med de andre og kontakt med sider af hans historie og ungdom, som han ikke har været i berøring med længe.

Man kan se scenen som en skildring af, hvordan Helligånden virker i vores fællesskaber. Vores hovedperson er i en livskrise, og han mangler sprog og kraft og mod til at komme ud af krisen. Men der blandt vennerne bliver han hjulpet på vej til at være sammen med de andre, blive forbundet med dem, ligesom vi af og til kan oplever at hænge sammen med andre; at der er direkte kontakt, og at ånden løfter sig og løfter os.

Og der på restauranten løfter ånden sig virkelig. Han giver slip på sine kedelige idealer og ugennemtænkte forestillinger om, hvad der er fornuftigt. Og så drikker han og de andre sig fra sans og samling.

Set i første øjekast sejrer fællesskabet over løgnen: De får lov at være sammen som venner uden filter, og han fortæller dem om den krise, han er i, og om det, der er svært for ham i hans liv, og vigtigst: De er sammen. Fællesskabet sejrer over den løgn, at det vigtigste er at komme tidligt hjem i seng. Ånden sætter sig igennem.

Den tolkning af scenen er givetvis præget af, at jeg ikke har oplevet alkohol som en ødelæggende kraft i mit liv eller i min familie.

Men for mig at se, så er vennernes gruppepres båret af kærlighed: Og det bliver en nadverscene, hvor Helligånden gør sit arbejde, så vennernes øjne åbnes for fællesskabet og kærligheden.

Men midt i den åbenbaring af fællesskab, lurer afgrunden. Denne verdens fyrste, som Djævelen bliver kaldt hos Johannes, står klar i kulissen, og det viser sig i resten af filmen, at druk ikke er nogen dans på roser.

Kort fortalt, beslutter vennerne sig – inspireret af en norsk ”filosof” – for at afprøve en teori om at leve med en kontant promille på 0,5, men kun i arbejdstiden. Og de fører journal mhb. på indsamling af evidens, psykologisk og psykoretoriske følgevirkninger samt undersøgelse af forøget social og faglig ydeevne.

Og til at begynde med, går det godt. De løsner op og går fra at være kedelige til levende lærere, der fanger elevernes interesse. Igen er det som en pinseberetning: Spiritussen, Ånden gør dem levende. Og det er både alkoholen og fællesskabet om projektet, der gør dem levende. De trækker vejret frit, høster succesoplevelser, og de er sammen om det. Det er en ren pinseskildring, tror man, lige indtil at man opdager, at det for sent.

Og det går galt – selvfølgelig, som det gør med mennesker. Helt galt. Mere vil have mere, og snart er en halv promille ikke nok, og alkoholen ødelægger forholdet til deres familier og de øvrige kolleger. Det er som om, at de og vi for sent opdager, at det var en en ond og ikke varende ånd, som havde båret dem afsted.

Billedet mudrer: Er alkoholen god eller dårlig. Den hjælper dem ud af krisen, men ind i en ny. Og spørgsmålet er, om ikke vi alle sammen kender oplevelsen af det mudrede? At vi kanføle mening og sammenhold og holdånd og fællesskab og pludselig blive i tvivl: Er det her et sundt fællesskab, er det et fællesskab, som er båret af Sandhed, af Gud? Eller er vi blevet forført af rusen? Har vi forført os selv, fordi vi ikke magtede andet?

I filmen skal det gå helt galt, før de opdager, at det er den falske vej, de er gået ned ad. Og som filmpublikum kan man også blive forført af rusen over, at de endelig slipper ud af hamsterhjulet og får tunger af ild til elevernes og undervisningens store glæde!

Filmen er dermed et billede på, hvordan Helligånden gør sit arbejde, samtidig med, at vi alle sammen løber ind i kriserne og undervejs lader os forføre. Der er hverken i filmen eller i livet en klokkeklar sondring mellem, hvad der er sandt og godt, og hvad der er falskt og ondt. Vore valg er sjældent entydigt rigtige eller entydigt forkerte.

Men ånden byder sig til undervejs, og vi skal ikke være bange. Vi skal række ud og bede om hjælp. Bede Helligånden fylde vores bryst og give os mod og styrke til at være myndige og overveje, hvornår det er tid til at komme hjem i ordentlighed, og hvornår det er tid til at slippe tømmerne og lade ånden føre os, hvorhen den vil.

Det må vi bede om hjælp til at finde ud af. Og så kommer den, Ånden, som en pinsedåb midt i kaos og midt i denne verdens uklarhed, hvor vi ikke altid, når vi står i det, ved, om det er en god ånd eller dårlig ånd. Om det er en blivende, Ånd fra Gud, eller om det denne verdens forførende og kringlede sirenesang.

Sådan er menneskelivet underligt og mudret, men der vej ud af kriserne, og der sprog til dem, der har mistet mæglet.

For filmens hovedperson, viser nåden sig, da han mindst venter det: Han er slået ud og har fejlet, men eleverne er blevet klar til eksamen, taknemmelige for den ånd, der har båret undervisningen det sidste stykke af 3. G, og hans familie tilgiver ham hans håbløse måde at komme ud af sin livskrise.

Midt i det slørede billede af sandhed og løgn, midt i glemslen, midt i kriserne, hvor vi dårligt nok ved, hvad vi skal gribe og gøre i, er Gud nærværende. Det er med det budskab, vi ønsker:

Glædelig pinse!