Prædiken pinsedag ved Rasmus Jensen

Pinsedag. Trængstrup Frimenighedskirke, søndag 23. maj 2021


Det er et privilegium at kende hinanden så godt, at man ikke behøver at skulle sige noget hele tiden. Da er kommunikationen ikke fraværende, som man kan foranlediges til at tro, men ganske enkelt ordløs. Det er et privilegium at kunne have det sådan. Da er det ånden, der binder os sammen og skaber kommunikationen.

Når kriser imidlertid rammer os – og det kan være kriser af så mange slags: Sygdom, skilsmisse, coronakrise, pengekrise, klimakrise og emigrationskriser, så er det nødvendigt fortsat at kommunikere. Hvad end det er med eller uden ord.

Og i kriserne kan det undertiden vise sig ikke at være noget privilegium, hvis man har mistet sproget. Ikke altid, men det kan være en hemsko, hvis man er vant til ikke at behøve at forklare, og hvis situationen så pludselig kalder på særlige svar. Da hjælper det så selvfølgelig at være sammen, tæt sammen, mødes. Men det er jo ikke altid muligt, ved skilsmisser, dødsfald og coronakriser, fx.

Men kommunikation er vigtig. Og ordløs kommunikation er krævende, og hvis man bliver for vant til den ordløse og pludselig mangler sprog, så er den ikke nødvendigvis længere et privilegium. Da må man nogen gange bede om hjælp. Og her begynder dagens evangelium med løftet om en talsmand, en ånd der giver os sprog, når vi mindst venter det.

Jesus taler om Helligåndens komme, parakleten, advokaten eller talsmanden, som den hedder hos Johannes, og han siger bl.a. at den vil komme og lære disciplene alt og minde dem om alt, hvad Jesus har lært dem.

Og i stedet for at sige dem, kan vi sige os: Helligånden skal komme for at hjælpe os glemsomme, når vi taber tråden eller sproget eller mister orienteringsevnen.

Ånden giver sprog og retning og forbinder os med hinanden og med Gud.

Det gør den på mange måder. Ånden blæser, hvorhen den vil, som der står.

Og for nu at tage et eksempel – på en livskrise, som Danmark for fornylig er blevet kendt for, så lad os for et øjeblik vende blikket mod den internationale filmscene og filmen Druk.

Og netop den film presser sig på her i pinsen med sine temaer om fællesskab, spiritus og taleevner.

  1. Fællesskab, fordi det er dét, ånden skaber.
  2. Taleevner, fordi druk forpurrer det rene sprog og giver ”psykoretoriske følgevirkninger”, som det hedder i filmen, når de snøvler.
  3. Og spiritus, som i sagens natur er et centralt emne i filmen, idet det spiller på den flertydighed, at det latinske ord spiritus både betyder alkohol og ånd.

Filmen begynder med en 40-års fødselsdag på en fin restaurant. Her sidder 4 venner, der også er lærerkolleger på det samme gymnasium. Fødselsdagsmiddagen er næsten en kliche på 40-årrige mænd, som er kommet til penge, men som mangler lejligheder til at få dem brugt. Denne aften skal de have et finere måltid mad med dertilhørende dyre og velsmagende vine.

En af mændene, vores hovedperson, takker nej til vinene, fordi han skal køre hjem. ”Danskvand uden citrus til mig.” Så kan det ikke blive mere kedeligt. Han har sat sig fast i den ”fornuftige” rille og har med al tydelighed mistet kontakten med livet, mistet sansen for det væsentlige, fordi han tror, det er vigtigere, at det ikke bliver sent, end at være sammen med vennerne. Så han takker nej til alkohol. I første omgang.

Men under middagen lægger gruppepresset fra de andre sig så tungt på ham, at han alligevel går med på den og drikker. Og det er, her, filmen bliver en pinsefilm. For det er, som om han fyldes af ånd!

Det er som en nadverscene, hvor der pludselig bliver etableret kontakt – ligesom i nadveren – med de andre og kontakt med sider af hans historie og ungdom, som han ikke har været i berøring med længe.

Man kan se scenen som en skildring af, hvordan Helligånden virker i vores fællesskaber. Vores hovedperson er i en livskrise, og han mangler sprog og kraft og mod til at komme ud af krisen. Men der blandt vennerne bliver han hjulpet på vej til at være sammen med de andre, blive forbundet med dem, ligesom vi af og til kan oplever at hænge sammen med andre; at der er direkte kontakt, og at ånden løfter sig og løfter os.

Og der på restauranten løfter ånden sig virkelig. Han giver slip på sine kedelige idealer og ugennemtænkte forestillinger om, hvad der er fornuftigt. Og så drikker han og de andre sig fra sans og samling.

Set i første øjekast sejrer fællesskabet over løgnen: De får lov at være sammen som venner uden filter, og han fortæller dem om den krise, han er i, og om det, der er svært for ham i hans liv, og vigtigst: De er sammen. Fællesskabet sejrer over den løgn, at det vigtigste er at komme tidligt hjem i seng. Ånden sætter sig igennem.

Den tolkning af scenen er givetvis præget af, at jeg ikke har oplevet alkohol som en ødelæggende kraft i mit liv eller i min familie.

Men for mig at se, så er vennernes gruppepres båret af kærlighed: Og det bliver en nadverscene, hvor Helligånden gør sit arbejde, så vennernes øjne åbnes for fællesskabet og kærligheden.

Men midt i den åbenbaring af fællesskab, lurer afgrunden. Denne verdens fyrste, som Djævelen bliver kaldt hos Johannes, står klar i kulissen, og det viser sig i resten af filmen, at druk ikke er nogen dans på roser.

Kort fortalt, beslutter vennerne sig – inspireret af en norsk ”filosof” – for at afprøve en teori om at leve med en kontant promille på 0,5, men kun i arbejdstiden. Og de fører journal mhb. på indsamling af evidens, psykologisk og psykoretoriske følgevirkninger samt undersøgelse af forøget social og faglig ydeevne.

Og til at begynde med, går det godt. De løsner op og går fra at være kedelige til levende lærere, der fanger elevernes interesse. Igen er det som en pinseberetning: Spiritussen, Ånden gør dem levende. Og det er både alkoholen og fællesskabet om projektet, der gør dem levende. De trækker vejret frit, høster succesoplevelser, og de er sammen om det. Det er en ren pinseskildring, tror man, lige indtil at man opdager, at det for sent.

Og det går galt – selvfølgelig, som det gør med mennesker. Helt galt. Mere vil have mere, og snart er en halv promille ikke nok, og alkoholen ødelægger forholdet til deres familier og de øvrige kolleger. Det er som om, at de og vi for sent opdager, at det var en en ond og ikke varende ånd, som havde båret dem afsted.

Billedet mudrer: Er alkoholen god eller dårlig. Den hjælper dem ud af krisen, men ind i en ny. Og spørgsmålet er, om ikke vi alle sammen kender oplevelsen af det mudrede? At vi kanføle mening og sammenhold og holdånd og fællesskab og pludselig blive i tvivl: Er det her et sundt fællesskab, er det et fællesskab, som er båret af Sandhed, af Gud? Eller er vi blevet forført af rusen? Har vi forført os selv, fordi vi ikke magtede andet?

I filmen skal det gå helt galt, før de opdager, at det er den falske vej, de er gået ned ad. Og som filmpublikum kan man også blive forført af rusen over, at de endelig slipper ud af hamsterhjulet og får tunger af ild til elevernes og undervisningens store glæde!

Filmen er dermed et billede på, hvordan Helligånden gør sit arbejde, samtidig med, at vi alle sammen løber ind i kriserne og undervejs lader os forføre. Der er hverken i filmen eller i livet en klokkeklar sondring mellem, hvad der er sandt og godt, og hvad der er falskt og ondt. Vore valg er sjældent entydigt rigtige eller entydigt forkerte.

Men ånden byder sig til undervejs, og vi skal ikke være bange. Vi skal række ud og bede om hjælp. Bede Helligånden fylde vores bryst og give os mod og styrke til at være myndige og overveje, hvornår det er tid til at komme hjem i ordentlighed, og hvornår det er tid til at slippe tømmerne og lade ånden føre os, hvorhen den vil.

Det må vi bede om hjælp til at finde ud af. Og så kommer den, Ånden, som en pinsedåb midt i kaos og midt i denne verdens uklarhed, hvor vi ikke altid, når vi står i det, ved, om det er en god ånd eller dårlig ånd. Om det er en blivende, Ånd fra Gud, eller om det denne verdens forførende og kringlede sirenesang.

Sådan er menneskelivet underligt og mudret, men der vej ud af kriserne, og der sprog til dem, der har mistet mæglet.

For filmens hovedperson, viser nåden sig, da han mindst venter det: Han er slået ud og har fejlet, men eleverne er blevet klar til eksamen, taknemmelige for den ånd, der har båret undervisningen det sidste stykke af 3. G, og hans familie tilgiver ham hans håbløse måde at komme ud af sin livskrise.

Midt i det slørede billede af sandhed og løgn, midt i glemslen, midt i kriserne, hvor vi dårligt nok ved, hvad vi skal gribe og gøre i, er Gud nærværende. Det er med det budskab, vi ønsker:

Glædelig pinse!

Gudstjenestelisen for 2021 er klar

OBS. Datoerne kan ændre sig ved kort varsel grundet Covid 19.

Gudstjenesteliste 2021

Alle Gudstjenester afholdes i Trængstrup kirke.
JanuarIngen
28. februarAFLYST
21. martsKl. 10:00
4. aprilKl. 10:00
25. aprilAFLYST
2. majKl. 10:00
23. majKl. 10:00
20. juniKl. 10:00
JuliIngen
15. AugustKl. 14:00
26. septemberKl. 10:00
10. oktoberKl. 10:00
7. novemberKl. 14:00 Efterårsmøde
28. novemberKl. 10:00
24. decemberKl. 15:00

Kirkegården

I foråret 2020 blev kirkegården renoveret. Fronthækkene blev fjernet for at gøre det arbejdsbesparende at vedligeholde gravstederne og klippe hækkene. Det har samtidig giver kirkegården et mere åbent indtryk.

Læs her Ole Becks prædiken til 100 års jubilæet for Genforeningen 9. februar 2020 i Skodborg Kirke

På kanten af det mulige

Prædiken søndag den 9. februar 2020 Skodborg Kirke. Matt. 6, 24 – 34

 Hør, Herre Jesus! Frelser, hør
din lille flok,
sørgende dybt på danske øer
med årsag nok!
Kvæles ej lad den lovsang ny,
som er genfødt til fart i sky!
Da skal din pris vi udsjunge.
Grundtvig 1864

At ingen kan tjene to herrer er ikke sandt, fordi det står i bibelen. Men det står i bibelen, fordi det er sandt. Og det er sandt, fordi livet er fuld af modsætninger og dilemmaer. Hentet fra hverdags forhold, der indeholder konfliktstof. Ja, her i landsdelen var man i to generationer tvunget til at tjene en herre, som man på alle måder helst var fri for. Og som man i de sidste 4 år måtte give 6000 sønners liv til i en krig, der ikke var Danmarks. Det er den hårdest tænkelige måde at erfare på, at ingen kan tjene to herrer. For det er virkelighedens erfaring, der er tale om, når det hedder, at ingen kan tjene to herrer. Det bliver fortolket her i Bjergprædikenens sidste kapitel. Erfaringen af frihed stilles over for erfaringen af ufrihed.

Erfaring – og evangeliet – er altid situationsbestemt. Derfor forstår man erfaringen forskelligt fra sted til sted og fra tid til anden. Det vi fejrer i dag på 100 års dagen for Genforeningen er, at situationen ved hjælp af stormagterne og ikke mindst folkets vilje ændrede sig, så man nu kunne erfare, hvad frihed er. Hvad man havde håbet på og arbejdet på i tale og skrift blev til virkelighed. Frihedens virkelighed. Ikke bare frihed fra en tvangssituation, men frihed til et tilhørsforhold, hvor man havde hjemme. At komme hjem til en sammenhæng kan være den største frihed for et menneske og for et folk. “Atter det skilte bøjer sig sammen”, som man skrev over en æresport ved Kongeåen.

Bag denne adskillelse lå ikke bare landsdelens, men også det danske folks afsavn. Skønt folkene her i landsdelen bar de tungeste byrder ved meddelelsen om det tunge budskab fra fronten til det enkelte hjem, de mange tusinde hjem.

Bag udsagnet, at ingen kan tjene to herrer, ligger der altså en adskillelse, men også en sammenhæng. En adskillelse mellem sandt og falsk, mellem godt og ondt. For at leve i sammenhæng skal man afsige løgnen, man er påtvunget. Her i landsdelen var man tvunget til at leve under løgnen, mens man i sind og tanke længtes efter sandheden i en sammenhæng, som man måtte bære i hjertet. At høre til et forhold i frihed er altid et hjerteligt forhold. Her ligger modsigelsen mellem sandhed og løgn, med alle de dilemmaer, man står i. 

Modsigelsens grundsætning kommer ingen uden om. Friheden består i, at man kan tale imod et vilkår, og at man kan tilvælge et andet vilkår. Hvis en magt, en statsmagt, en persons magt, en ideologisk magt ikke tåler modsigelse, er frihed udelukket. Det modsigelsesfrie liv findes ikke. Det modsigelsesfrie system findes ikke. Den modsigelsesfrie politik findes ikke. Hvor det indføres, indfører man tvang, vold og underkastelse. Det er historien fuld af eksempler på. De to største eksempler er kommunismen og nazismen. Her i landsdelen levede man under tysk herredømme, som ikke tålte modsigelse. Det folk, der  lever under ufrihedens vilkår ved i hjertet, hvad frihed er. Tyranni skaber frygt, vold, social kontrol, falsk tale, behagesyge og underkastelse. Modsigelsen kræver mod, snilde, kløgt, humor og uforfærdethed. Og modsigelsen kræver tro, tro på sandheden, overbevisning om at sandheden findes på den anden side af volden og tvangen. Men også tvang til tro er vold og undertrykkelse. Kirkehistorien er som den sekulære historie fuld af eksempler på, at en modsigelsesfrie religion fører til vold og ufrihed. Derfor består al historie af konfliktforhold, der enten opløses til frihed eller fastlåses til tvang. Vil man friheden, må man tåle modsigelsen.

Vi står i og lever i en kristen tradition, som Grundtvig kaldte for “den mosaisk-kristelige anskuelse”. Vi har den jødiske  historie i Det Gamle Testamente med i bagagen. Derfor læser vi jødiske tekster ved gudstjenesten, i dag en salme af David (ps. 118,19-29). Hvor den sten, som bygmestrene forkastede, blev til hovedhjørnesten, dvs. Kristus som led for vores skyld. Kristendom er en historisk religion. Vi tager ikke afstand fra Det Gamle Testamente, men tolker bogen kristeligt som en beskrivelse af det skaberværk, der bliver forløst gennem evangeliet. Denne sammenhæng mellem det gamle og det nye kan man ikke lave system ud af, for det er ikke modsigelsesfrit. Tværtimod er det fuldt af modsigelser, ligesom det er fuldt af sammenhænge. Derfor kan man ikke lave politik ud af den mosaisk-kristelige anskuelse. Men man kan uddrage en etik, som i sin enkelhed lyder, at det er bedre at lide uret end at begå uret. Her ligger nøglen til at forstå, hvorfor ingen kan tjene to herrer. Den der lider uret afsiger løgnen, mens den der begår uret fastholder løgnen. At afsige løgnen er at tro på noget andet, friheden fra løgnen, mens løgnen fastholder troen på sig selv. Den fanatiske, modsigelsesfrie tro ser ingen modsætning, mens troen på friheden ser modsigelsen. Tvivlen er her troens nådegave, nemlig at fanatismen udelukkes. Den fanatiske tro kender ikke til tvivl, mens den skjulte tro erkender, at modsigelserne og dilemmaerne findes – og derfor kan de overvindes i en hjertelig tro. Som Henrik Pontoppidan skriver i sit digt “Sønderjylland”, hvor landet er en kvinde “du skjuler stolt, hvad ondt du led”  Her er der ingen fanatisme, men sand menneskelighed, og det er jo hvad troen skal føre til: menneskelighed. For troen skal ikke pege på sig selv. Troen skal pege væk fra sig selv.

Derfor skal vi ikke bekymre os, men se til himlens fugle og markens liljer. Her ligger åbningen i evangeliets glædelige budskab, at skaberværket er forløst i et naturbillede: “dog hvor bønder af hunger dø, finder den lille fugl et frø” og “Yndig er blomsten klædt og boldt, dejligst at se på fjeldet goldt”. Se til himlens fugle og markens liljer!

Det er det håb, der holder os i live i den virkelighed, hvor ingen kan tjene to  herrer. Og det var det håb, der holdt landsdelen her i live under fremmedherredømmet. Det var og er på kanten af det mulige. Dér sætter evangeliet os som mennesker. På livets kant.

I modsigelsen af løgn og uret.

Fjendernes tale her fik magt, vor mund de bandt. Lovsangen er din rettighed, hvor du er stedt.

Ole Beck, 9 februar 2020

Epilog

Min farfar, Christian Beck, var født i Skodborg i 1877 i fattige kår. Familien rejste op i Kongeriget i 1880. Min farfar foretog ved egen og min oldefars dygtighed en bemærkelsesværdig social opstigning, og han endte som sognepræst i Kollerup-Hjortdal-Fjerritslev fra 1908, og provst i Hanherred fra 1915 til sin død i embede i 1931. Sammen med min oldefar bevarede min farfar livet igennem en stærk deltagelse i den sønderjyske sag. Det var en selvfølge, at han rejste til Skodborg i 1920 for at stemme Sønderjylland hjem.

Min kone, Eva Auken, har bevaret kontakten til en af sine studiekammerater i historie ved Aarhus Universitet, Keld Mortensen, som er fra Skodborg. Han har som pensionist registreret de faldne fra Skodborg Sogn under 1. verdenskrig. I efteråret 2019 var han i færd med at registrere de hjemvendte. Resultatet skulle udgives ved 100 års jubilæet for Genforeningen i 2020. Eva fortalte ham om min farfar, og han fandt hurtigt frem til, – hvilket jeg ikke vidste – at min farfar havde holdt gudstjenesten som indledning på afstemningsdagen i 1920. Den tyske præst kunne de jo ikke bruge. Da jeg rekvirerede Keld Mortensens skrifter fra Skodborg Lokalhistoriske Arkiv gjorde jeg opmærksom på mit familieskab med provst Beck. Gennem disse snørklede veje blev jeg af Skodborg Sogns menighedsråd opfordret til at holde gudstjenesten som indledning til 100 års dagen for Genforeningen. Som et ekstra historisk islæt på dagen.

Salmer: 403-710/392-402. Under sidste vers af Den signede dag rejste menigheden sig op. Det havde man gjort i 1920 til stor betagelse for de tilrejsende stemmeberettigede. Ved denne særlige lejlighed smeltede det himmelske og det jordiske fædreland sammen.

O.B.


	

Efterårsmøde d. 6.10.19 med foredrag ved nyuddannet cand.teol. Rasmus Jensen

Tid og sted: Søndag d. 6. oktober 2019 umiddelbart efter Gudstjenesten kl. 14:00 i forsamlingshuset ved Trængstrup Kirke. Rasmus Jensen vil også stå for dagens prædiken.

Der serveres kaffe og kage inden foredraget.

Foredrag om Brødrene Skovgaard og den grundtvigske arv

Rasmus er nyuddannet cand.teol., bor i København og går på Pastoralseminariet

Brødrene Joakim og Niels Skovgaard er en væsentlig del af dansk kunsthistorie. Det skyldes ikke mindst, at deres malerkunst og formgivning forenede datidens internationalt orienterede kunstscene i København med en national forankring og grundtvigsk kristendomsforståelse. Et tidligt og gennemført eksempel på denne kunstneriske forening finder man i Immanuelskirken på Frederiksberg. Immanuelskirken blev indviet i 1893 som kirke for Københavns Valgmenighed, og brødrene Skovgaard blev som medlemmer af menigheden tidligt engageret i arbejdet med kirkebyggeriet. Dermed er kirken en kilde til at forstå, hvordan Skovgaard-brødrene og Københavns Valgmenighed satte Grundtvigs tanker og teologi ind i deres egen tid. Foredraget vil vise billeder af Immanuelskirken og pege på, hvordan dens kunst og arkitektur formidler en grundtvigsk kristendomsforståelse, hvor flere af motiverne synes at være hentet fra Grundtvigs salmer.

Generalforsamling d. 17.2 kl. 14:00

Vi mødes i præstegården umiddelbart efter gudstjenesten i Trængstrup d. 17.2 2019. Der vil blive serveret kaffe og kage.

Hvis du har nogen spørgsmål eller ønsker at tilføje et punkt på dagsordenen bedes du kontakte Bente Høj Jensen her.

Dagsorden 

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning ved formanden
  3. Regnskab ved kassereren
  4. Indkomne forslag
  5. Valg til bestyrelsen
  6. Valg af revisor
  7. Evt.

Gudstjenestelisen for 2019 er klar

Gudstjenesteliste 2019

Alle Gudstjenester afholdes i Trængstrup kirke.
 DatoTidArrangement
JanuarIngen
Februar17.2Kl. 14:00Generalforsamling
Marts17.3Kl. 10:00
April18.4Kl. 10:00
-21.4Kl. 10:00
Maj12.5Kl. 10:00
June9.6Kl. 10:00
-23.6Kl. 10:00
JuliIngen
August11.8Kl. 10:00
September15.9Kl. 10:00
Oktober6.10Kl. 14:00Efterårsmøde efter Gudstjenesten
November17.11Kl. 10:00
December1.12Kl. 10:00
-24.12Kl. 15:00